Nedenfor ser du de danske regler for flagning med Dannebrog. Vi arbejder på at få klarhed over de finske regler for flagning med Dannebrog i Finland.
FLAGNING MED DANNEBROG I DANMARK
Hvilke flag må der flages med?
I Danmark flages der normalt med det danske nationalflag Dannebrog. Nationalflaget er det firkantede dannebrogsflag. Det kaldes også stutflaget. Flagets har altid en bestemt størrelse og bestemte mål. Når man køber et nyt flag, bør der naturligvis vælges et, der passer til flagstangens højde. Tommelfingerreglen er, at flagets højde skal være en femtedel af flagstangens højde. Hvis man har en flagstang på 10 meter, bør flagets højde altså være 2 meter. På skråtstillede flagstænger er tommelfingerreglen, at flagets højde skal være en tredjedel af flagstangens højde. I bogen Sådan bruges Dannebrog 2. udgave, er der på side 19 en tabel der viser sammenhængen mellem flagets størrelse og flagstangens højde. Bogen kan gratis hentes på Danmarks-Samfundets hjemmeside. Dannebrog skal altid have en klar rød og hvid farve. Den røde farve har sit eget navn. Den hedder dannebrogsrød. I en forordning fra 1748 om koffardiskibets flag står der, at Dannebrog skal være rødt. Der står ikke noget om, hvilken nuance af rød det skal være. Ifølge forordningen fra 1748 skal forholdet mellem de farvede felter i Dannebrog være 3:1:4,5 (3 for det korte røde felt, 1 for den hvide stribe og 4,5 for det lange røde felt). Dertil skal man lægge 0,75 ekstra, så der er noget at slide af. Det er disse mål som fabrikanterne anvender når de skal producere Dannebrog i de størrelser der passer til højden af flagstangen.
Hvad må der flages med fra en flagstang? Må der f.eks. flages med andre landes nationalflag?
Ud over Dannebrog må der flages med de andre nordiske flag, det vil sige det svenske, norske, finske, færøske, islandske og grønlandske flag. Men ikke på samme flagstang. Der må også godt flages med EU-flaget og FN-flaget. Der må ikke flages med andre landes nationalflag. Hvis man ønsker det, skal man have en særlig tidsbegrænset tilladelse fra politiet. Når flagstangen står tom, kan der hejses en dannebrogsvimpel eller en dannebrogsstander. De er begge udformet som et spidst trekantet flag. Den rigtige længde for en dannebrogsvimpel er det halve af flagstangens højde. En dannebrogsstander, er kortere og bredere end en vimpel. Hvis du vil vide mere Danmarks-Samfundet har udgivet en plakat om flagning med Dannebrog. Den indeholder en række illustrationer der viser hvordan Dannebrog skal flages. Plakaten kan købes i webshoppen.
Er der ingen flaglov?
Der findes ikke nogen flaglov i Danmark, men der findes regler for god flagning med Dannebrog. Flagning i private haver er i princippet op til den enkelte ejer. Men der findes alligevel en række hævdvundne regler for, hvordan man bør gøre, når der flages. Flaget hejses ved solopgang, dog tidligst klokken 8 og hales ned ved solnedgang. Der bør vises respekt for flaget, når det hejses.
Er flaget bliver snavset og laset?
Mange har brugt Dannebrog som en synliggørelse af de sportsbegivenheder der finder sted i 2021. Rigtig mange har sat Dannebrog fast på altanen eller klemt det fast i vinduerne. Det betyder at flaget måske er blevet så snavset og beskidt samt at flaget er blevet revet så meget i laser, at der skal anskaffes et nyt Dannebrogsflag.
Hvilke helligdage er officielle flagdage?
Danmarks officielle flagdage er fastlagt gennem en cirkulæreskrivelse fra Justitsministeriet fra marts 2018. Der er forskel på de officielle kirkelige flagdage og de kirkelige flagdage. Store bededag; 2. Påskedag; 2. Pinsedag og 2. Juledag er ikke officielle kirkelige flagdage, men derimod kirkelige flagdage.
Hvordan bortskaffes Dannebrog?
Flag ikke med at flage med et Dannebrog, der er blevet afbleget af solen, laset eller snavset. Ifølge skik og brug er det ikke passende at vaske flaget. Når flaget bliver for slidt eller snavset skal det bortskaffes. Det mest korrekte er at brænde flaget, men det må ikke ske offentligt. Flaget kan i stedet afleveres til et forbrændingsanlæg, men det skal være hensigtsmæssigt pakket ind i en affaldspose. En udtjent vimpel eller stander bortskaffes på samme måde som flaget. Må der være et Dannebrog i firmalogoet? Danske firmaer, der producerer varer af dansk oprindelse, kan benytte stutflaget som mærkning på deres produkter. Det er tilladt at anvende Dannebrog i form af stutflaget i firmalogoer, varemærker eller på salgsvarer, emballage eller i varereklamer. Stutflagets udseende, proportioner og farver skal anvendes. Brug af stutflaget i firmalogoer for udenlandske firmaer eller produkter af udenlandsk oprindelse er ikke tilladt.
Hvad er en Dannebrogsfane?
En fane består i sin grundudformning af en fanedug og en fanestang. Ofte sætter man forskellige typer udsmykning på fanen. Udsmykningen skal symbolisere både tilhørsforhold, fanens deltagelse i aktiviteter og selve fanens historie. Udsmykningen af en dannebrogsfane er som regel et fanespyd, et fanespir eller et topemblem som placeres øverst på fanen. Ofte har fanespyddet en udformning og et symbolindhold der identificerer foreningen eller den forening som har udleveret fanen. Dette synliggøres gennem et monogram eller et logo placeret inde i spyddet. Alle faner, som Danmarks-Samfundet udleverer, er forsynet med et fanespyd med Danmarks-Samfundets logo.
Flagstang – anskafning og vedligeholdelse
Når man skal købe en flagstang, kan man normalt vælge mellem to meget forskellige typer af materialer. Enten er den lavet af træ eller også er den lavet af glasfiber. En flagstang af træ er i mange tilfælde lavet af grantræ. Fabrikanten skaffer sig høje og lige træstammer til at lave flagstangen af. Træet bliver fældet, afgrenet og afbarket. Derefter høvles stammen og den overfladebehandles med olier og males. En flagstang af træ kan holde i rigtig mange år, men flagstangen kræver at den løbende bliver vedligeholdt. Malingen skaller som regel af efter nogle år. En flagstang udsættes for hårdt dansk vejr, blæst og kraftigt solskin. En ru eller beskidt flagstang kan ødelægge flaget, vimplen eller standeren. Når man skal vedligeholde flagstangen, må man første løsne den nederste bolt og langsomt sænke flagstangen, så den kommer ned at ligge på jorden. Herefter skal den slibes og males. Men vær flere om at lægge flagstangen ned. Den kan være tungere og mere uhåndterlig end man regner med. En flagstang af glasfiber har den samme charme som en flagstang af træ, men til gengæld er den stort set vedligeholdelsesfri. Den kan med tiden blive snavset og trænge til rengøring, men den skal aldrig slibes og males. Hvis den bliver for snavset, anskaffes en flagstangsvasker som sammen med en vandslange og flagstangssnoren kan bevæge sig op og ned. En flagstang hvor Dannebrog skal vaje skal være malet hvid. Den må ikke være kulørt, stribet eller malet i flere farver. I toppen af flagstangen placeres en flagstangsknop, som enten kan være af træ eller glasfiber. Knoppen er almindeligvis rød. De fleste flagstænger bliver fastgjort på en fod. Foden er gravet ned i jorden. Foden kan være lavet af beton eller træ. Flagstænger af glasfiber kan også fås med en usynlig indvendig fod, for eksempel et spyd eller en pæl, som flagstangen sættes ned over. En anden mulighed er at man anskaffer et vippebeslag til glasfiberstangen.
Hvor høj skal flagstangen være?
Der er ingen faste regler for, hvor høj en flagstang skal være. Flagstangens højde bør i vid udstrækning vælges i forhold til huset, grunden og omgivelserne. Flagstangen bør rage et godt stykke op over husets tag og det meste af beplantningen på grunden. Flagstangen skal være så høj at Dannebrog kan ses fra vejen. Der er ingen regler for, hvor på grunden flagstangen skal placeres, medmindre der er fastlagte krav i lokalplanen for området. Vælg altid en placering så den er praktisk. En god praktisk placering betyder blandt andet at der skal der være plads til at flagstangen kan lægges ned når den skal slibes og males.
Nationalt videncenter om Dannebrog
Centeret skal indsamle, rådgive, dokumentere, informere og formidle viden om Dannebrog samt fremme forståelsen af at Dannebrogs historie, flaget som nationalsymbol og flaget som kulturarv har betydning. Centeret svarer på spørgsmål om Dannebrog; udgiver Dannebrogsviden – aktuel viden om Dannebrog; udarbejder informationsmateriale; laver undervisningsmateriale til folkeskolen (grundskole) og ungdomsuddannelser (gymnasiet); holder foredrag og videnformidler.
Kilde: Nationalt videncenter om Dannebrog
Videncenteret kan kontaktes gennem Danmarks-Samfundet. Er der spørgsmål om anvendelse af Dannebrog eller om flagning send dit spørgsmål til vores flagkonsulent på e-mail: ds@danmarks-samfundet.dk